Nytårsopstart – 2016
Søndag den 17. januar havde spejderne nytårsopstart og generalforsamling.
Vi startede med gudstjeneste i Viuf kirke kl. 10.30 hvor spejderne deltog aktivt med indmarch med faner, samt ind- og udgangsbøn foretaget af Frida og Ane fra Ulvene.
Vejret viste sig fra den smukke side med høj solskin og klar frost, så efter gudstjenesten fik alle spejdere, ledere og en del forældre sig en rask gåtur fra kirken til spejderhuset – fanerne var højt hævet.
Indenfor i spejderhuset var ca. 20 voksne samlet til generalforsamlingen hvor vi hørte om årets gang med spejderarbejdet og om forskellige ture, fremlæggelse af regnskabet, fastsættelse af kontingent, samt valg af personer til grupperådet.
Imedens udenfor spejderhuset og omkring laden var mange smuglere og toldere i aktion, for alle spejdere og søskende deltog i guldgraverløb. Det er en leg hvor det gælder om at smugle så mange guldstykker (forskellige størrelser guldfarvede sten) fra et sted til et andet sted uden at blive opdaget eller frataget guldstykkerne af tolderne. Man kan også forhandle med tolderen og betale nogle guldstykker og så få lov til at beholde andre guldstykker. En aktivitet som alle spejdere syntes er rigtigt sjovt.
Dagen sluttede med fællesspisning i spejderhuset for alle de fremmødte voksne, spejdere, søskende og ledere (ca. 50 i alt) og der blev serveret chili con carne, flutes og saftevand.
Referat fra generalforsamling kan læses på spejdernes hjemmeside almindeviufspejderne.gruppesite.dk.
Husk også at læse om de øvrige ture spejderne deltager i på vores hjemmeside, samt at følge Alminde-Viuf spejderne på Facebook.